Shubidua - Midsommervisen

Vi ^Felsker vor ^Fland, når den^G signede^F jul tænder^F stjernen i træet me^Fd glans i hver^Gt øje. Når om^F våren hve^Fr fugl, over ^Gmark, under ^Fstrand, lader ^Fstemmen til hilsende ^Ftriller sig ^Gbøje: Vi synger din ^Flov over ^Gvej, over ^Fgade, F G F-F-G vi kranser dit navn, når vor høst er i lade, men den ^Fskønneste^F krans, bli'r dog ^Fdin, Sankte ^FHans! Den er ^Dmbunden af sommerens ^Fhjerter, så varme s?^G? glade.

Vi ^Felsker vort ^Fland, men ved ^Gmidsommer ^Fmest, når hver^F sky over marken ve^Flsignelsen^G sender, når af^F blomster er^F flest, og når^G kvæget ^Fi spand giver ^Frigeligst gave til ^Fflittige ^Ghænder; når ikke vi^F pløjer o^Gg harver o^Fg tromler, F G F-F-G når koen sin middag i kløveren gumler, da går^F ungdom til^F dans på dit^F bud Sankte^F Hans ret som ^Dmføllet og lammet, der^F frit over engen sig ^Gtumler.

Vi ^Felsker vort ^Fland, og med ^Gsværdet i^F hånd skal hver ^Fudenvælts fjende^F beredte os^G kende, men mod ^Fufredens ^Fånd under ^Gmark over ^Fstrand, vil vi ^Fbålet på fædren^Fes gravh?^G?je tænde hver by har sin ^Fheks, og hver ^Gsogn sine ^Ftrolde. F F F-F-G Dem vil vi fra livet med glædesblus holde vi vil ^Ffred her til ^Flands Sankte ^FHans, Sankte ^FHans! Den kan ^Dmvindes, hvor hjerterne ^Faldrig bli'r tvivlende ^Gkolde.