Allan Olsen - En stille glød i mørket

^ENår dagene e^Endte og vi^A andre gik til^E ro så ^Asad han der ^Ealene i ^B7ternede futsko ^Elængst væk i^E mørket, ingen ^Atalte til ham ^Eder han^A sagde, en stund a^Elene er det ^B7bedste man ^Ehar

^EVi hørte i m^Eørket hans ^Aåndedrag der ^Epev ^Astøv og skidt i ^Elungerne var en ^B7del af hans liv ^Ehan lod aftenen ^Efalde, mens han ^Atændte sin ^Ecigar Som en ^Astille glød i ^Emørket husker ^B7jeg min bedste^Efar

^EHan såede ma^Erken med ^Amyldrende ^Efrø Der ^Afløj ud i ^Everden når ^B7vestenvinden føg Han ku ^Evente på ^Eregnen i ^Auger i ^Etræk som f^Aaldt så hårdt og ^Enådesløst at a^B7lt blev skyllet ^Evæk

^EMen når regnen den fa^Eldt stille og v^Ainden den holdt ^Elæ så stod ^Akornet til min ^Eskulder og så stod ^B7kornet til hans knæ I ^Eden slags rige ^Etider ku det ^Anogen gange ^Eske at han ^Anynnede i ^Emørket når vi ^B7ingen ting ku ^Ese

^Ahm^Emm^B7m..^E... (nynnes frit over melodien) [Verse 5]

^EI den slags rige ^Etider ku man ^Aspørge om ^Elov til at ^Akravle op til ^Ebedstefar, når man ^B7mente han sov Det ^Eeneste vi ^Eskulle for at få ^Alov at sidde ^Eder det var at ^Ajage lidt med ^Efluerne så de ^B7ikke kom ham for ^Enær

^EJeg husker d^Een morgen da de ^Abar ham ^Eud jeg ^Ahørte nogen ^Etale om at r^B7ejse hjem til Gud jeg ^Ehørte nogen ^Egræde et ^Asted bag en ^Edør så ^Ableg så jeg ^Ealdrig min ^B7bedstefar ^Efør

Og ^Edagene ^Eender og vi a^Andre går til ^Ero ^Alængst væk i ^Emørket står hans ^B7ternede futsko Han ^Etalte ikke ^Emeget men jeg ^Ahusker sætnin^Egen at når ^Aalderdommen ^Emelder sig, blir ^B7mørket din ^Even

Han ^Etalte ikke ^Emeget men jeg ^Ahusker sætnin^Egen at når ^Aalderdommen ^Emelder sig, blir ^B7mørket din ^Even