Mads Nielsen - En lærke letted

En lærke ^Aletted´, og tusind ^Efulgte, og straks var ^F#mluften et væld af ^Esang. De tusind ^Atårne tog til at ^Etone, så landet ^C#mfyldtes af ^B7klokkers ^Eklang, og byer ^Eblomstred´ i ^E7rødt og ^Ahvidt, og det var ^Dforår og Danmark ^Afrit. ^DJa, ^ADan^Emark ^Afrit!

Det var en ^Amorgen som tusind ^Eandre og ingen ^F#mmorgen i tusind ^Eår, da Danmark ^Avågned med klare ^Eøjne til glædes^C#mtimer og ^B7frimands^Ekår, og landet ^Elyste fra ^E7sund til ^Aklit, for det var ^Dforår og Danmark ^Afrit. ^DJa, ^ADan^Emark ^Afrit!

Vi mindes ^Astille de tapre ^Edøde, hvis navne ^F#mlever i Danmarks ^Enavn, og takken ^Asøger til dem, der ^Esegned´, og dem, der ^C#msidder med ^B7tunge ^Esavn. Gud trøste ^Edem, der har ^E7lidt og ^Astridt, til det blev ^Dforår og Danmark ^Afrit. ^DJa, ^ADan^Emark ^Afrit!

Men du, som ^Astyrter de stoltes ^Eriger og løser ^F#mfangne af bolt og ^Ebånd, dig flyver ^Ahjertens tak i ^Emøde, vor skæbne ^C#mer i din ^B7stærke ^Ehånd. Nu er det ^Eforår og ^E7Danmark ^Afrit, velsign det, ^Dherre, fra sund til ^Aklit. ^DFra ^Asund ^Etil ^Aklit!