Kaj Munk - Den blå anemone

Hvad ^Dvar det dog der ^Dmajske -^D7te? Mit ^Gvinterfrosne ^Dhjertes ^Akvarts ^F#må ^Hmsmeltes ^Eved at ^Ase det, den ^A7første dag i ^Dmarts. ^F#mHvad gennembrød den ^Ddimsorte ^F#mjord Og ^Ddimgav den ^F#mmed sit ^C#sølvblå ^F#flor. Et ^Emstænk af himlens ^Dtone? ^ADen l^Dille anemon^B7e jeg ^Em7planted ^A7der i ^Dfjor.

På ^DLolland jeg den ^Dmajhen-t^D7ed’. Et ^Gkærtegn fra min ^Dføde^Aø ^F#så ^Hmgik jeg ^Eher og ^Avented’ og ^A7tænkte, den må ^Ddø. ^F#mDen savner jo sit ^Ddimskovkvar^F#mter sin ^Ddimlune ^F#mluft, sit ^C#fede ^F#ler. I ^Emdenne fjendske ^Dzone ^A for^Dgår min ane^B7mone, jeg ^Em7ser den ^A7aldrig ^Dmer’.

Nu ^Dstår den der og ^Dmajnik-k^D7er Så ^Gsejersæl i ^DJyllands ^Agrus ^F#U- ^Hmkuelig ^Eog sik^Aker, trods ^A7ensomhed og ^Dgus. ^F#mSom om alverdens ^Ddimmodgang ^F#mher har ^Ddimgivet ^F#mden et ^C#større ^F#værd. En ^Emlille amazo^Dne ^A Og ^Ddog min anemo^B7ne som ^Em7søens ^A7bølge ^Dskær.

Hvad ^Dvar det dog der ^Dmajske-t^D7e? Mit ^Gvinterfrostne ^Dhjertes ^Akvarts ^F#Det^Hm smelter^E ved at^A se det, den ^A7første dag i ^Dmarts. ^F#mJeg tænkte “evigt ^Ddimskildtes ^F#mad min ^Ddimsjæl og ^F#mglæden”, ^C#da jeg ^F#sad I v^Emint’rens grumme d^Done. ^A Nu ^Dgør min anem^B7one mit ^Em7hjerte ^A7atter ^Dglad.

For ^Ddenne rene ^Dmajfar-v^D7e Den ^Ger mig som en ^Dvårens ^Adåb ^F#Den ^Hmla’r mig ^Enyfødt ^Aarve, en ^A7evighed af ^Dhåb. ^F#mSå bøjer jeg mig ^Ddimda mod ^F#mjord Og ^Ddimstryger ^F#mømt dit ^C#silke^F#flor En ^Emflig af nådens ^Dtrone. ^A Du ^Dlille anemo^B7ne Hvor ^Em7er din ^A7skaber ^Dstor.