Jakob Knudsen - Se nu stiger solen af havets skød

^HmSe, nu stiger solen af ha^E7/Hvets s^Akød, ^Gluft og ^Dbølge b^Alusser ^Hmi bran^G6d, i^F# glød; ^Hmhvilken ^F#msali^Gg j^Dubel, skønt ^Hmalt er ^Atyst medens l^Dys-^A/C# et l^Hmand^Aer på ^Dverd^F#ens ^Hmkyst.

^HmJeg vil ånde luften i ful^E7/Hde dra^Ag, ^Gsynge Gu^Dd en sa^Ang for ^Hmden ly^G6se d^F#ag ^Hmtakke ha^F#mm, a^Gt m^Dorgnen mig ^Hmend er ^Asød, at mig d^Dage^A/C#n fryd^Hmer,^A trods^D syn^F#d og^Hm død.

^HmLad mig nu kun drage ad n^E7/Hatmørk^At hav ^Glad mig ^Dikkun s^Atævne i^Hmmod mi^G6n gr^F#av ^HmLivets G^F#mud m^Gig s^Dkærmer, jeg ^Hmer hans ^Abarn ud hans^D hå^A/C#nd mig^Hm ri^Aver af^D død^F#ens ^Hmgarn

^HmSe, da stiger solen af ha^E7/Hv på n^Ay ^Galle død^Dens sky^Agger fo^Hmr evig^G6 fly^{F# Hm}åh for s^F#mejer^Gsj^Dubel, for ^Hmsalig l^Ayst Lyset ^Dsta^A/C#nder s^Hmtil^Ale på ^Dlive^F#ts k^Hmyst