Ole Evenrude - Det vakke min skyld

Ei j^Cente prøvde å s^Gjekke ^Ammeg og j^Dmeg 'ekke d^Cen som sier ^Gnei Jeg ^Csier det ^Gbare som det ^Amer s^Fånt kaller man ^Gbegjær!

Det ^Cendte som det ^Gofte ^Amgjør i ei ^Dmseng, bak ei ^Clåst ^Gdør ^CDet 'vakke ^Gmin ^Amidè, ^Fmen hvem tror vel på ^Gdet?

^AmDet 'vakke^Fmaj7 min sk^Gyld ^Amat du l^Fmaj7urte meg med ^Ghjem ^AmDet 'vakke^Fmaj7 min sk^Gyld ^Amat vi^Fmaj7 lå i samme s^Geng

^CTida gikk, jeg ^Gså ho aldri ^Ammer ^Dmså en dag, ^Ckom det et ^Gbrev ^CDet stod at ho ^Gvar med ^Ambarn ^Fog jeg jeg skulle bli ^Gfar!

^AmDet 'vakke^Fmaj7 min sk^Gyld ^Amat du l^Fmaj7urte meg med ^Ghjem ^AmDet 'vakke^Fmaj7 min sk^Gyld ^Amat vi^Fmaj7 lå i samme s^Geng

^CLa aldri ei ^Gjente sjekke ^Amdeg ^Dmvær heller d^Cen som sier n^Gei ^Cjeg sier det ^Gbare som det ^Amer, ^Fbegjær blir lett ^Gbesvær.

^AmDet 'vakke^Fmaj7 min sk^Gyld ^Amat du l^Fmaj7urte meg med ^Ghjem ^AmDet 'vakke^Fmaj7 min sk^Gyld ^Amat vi^Fmaj7 lå i samme s^Geng